Processen


Porcelænsdukkerne er lavet på den måde, at hoved med skulderparti, hænder og fødder er modelleret op i porcelæn, og brændt ved 1100 grader. Herefter males de med akrylfarver og lakeres. Hver dukke starter som en ide og nogle streger i min skitsebog, inden jeg påbegynder modelleringsarbejdet. En ide kan f.eks. være en sindsstemning eller en refleksion over forhold som optager mig.

Kroppen er syet af lærred med fyld af polyester. Mange af dukkerne har tillige ståltråd i arme og ben.

Tøj, hår og hatte kreeres af forskellige stoftyper, pelsværk, fjer, perler, blonder og knapper, som jeg finder på loppemarkeder og i velassorterede stofforretninger.

Siddende og liggende dukker er fastmonteret på forskellige typer træ, sten osv. Hvor jeg bruger gammelt og ormstukket træ, behandles mod borebiller inden monteringen.

Dukkerne skal behandles som man vil behandle et maleri; de bør ikke placeres i direkte sol, da det muligvis vil få stoffet til at falme med tiden. De støves af med fjerkost eller udsættes for lignende skånsom rengøring.

Busterne kalder jeg Spejlinger. De er alle, på den ene eller den anden måde aftryk af sindsstemninger hos mennesker, der har krydset min vej. Busterne starter gerne på den måde, at jeg mens jeg ælter porcelænleret fremkalder stemninger jeg har oplevet, og som jeg derefter giver videre til leret.

Busterne er monteret på en sokkel af skiffer.

Klik på linket og se hvordan jeg modellerer en buste …

 How to model a grumpy old man_komprimeret2